Kan du huske sidste gang, du lå syg med for eksempel influenza, forkølelse eller hoste?
Det falder bare aldrig særlig belejligt, vel?
Og undervejs tænke henholdsvis :
“Nu må jeg nok hellere se at slappe lidt af, før jeg bliver syg.”.
Og så: “Ej, jeg skulle have passet bedre på mig selv, så jeg ikke var blevet syg.”
For så endelig at love dig selv at gøre det bedre næste gang.
Når du er rask, glemmer du lynhurtigt, at du nogensinde har været syg, ligesom at du glemmer, om det nu var den højre eller venstre fod, du forstuvede, når først den er rask igen.
Derfor er det måske røget lidt om i baghovedet, det med at du skulle huske at passe på dig selv.
Men hvordan kan du styrke dit immunforsvar?
Et stærkt immunforsvar er en kombination af en høj modstandsdygtighed (indre styrke og sår’n) og en lav udsættelse overfor ting, der belaster dit system (stress, bakterier, den slags).
Ok, indrømmet, der er ikke bare EN gylden ting, du kan gøre for at få et stærkt immunforsvar. Det her er noget, der selvfølgelig foregår på alle planer – både med din mad, bevægelse, søvn, og så videre.
Og ikke mindst (trommehvirvel…) dine følelser.
Derfor får du herfra et indlæg med nogle tips til, hvordan du kan styrke dit immunforsvar med dine følelser.
Lad os først tage et kig på, hvad der dræner dit immunforsvar Big Time.
Der er mange mange forskellige faktorer, der påvirker dit immunforsvar. Men der er især en faktor, som er afgørende.
Ok, du gættede det allerede. Stress.
Lad mig uddybe, hvorfor.
Din krop er faktisk virkelig skarp til at helbrede sig selv, hele tiden. Det sker, når du sover eller slapper af. Så går kroppen i regenerations-mode, og det er her, at den sørger for at reparere alt det, der trænger til en kærlig hånd.
Når du er stresset er det svært for kroppen at komme ind i det modus. Så holder den sig kørende i stress-modus, din søvnkvalitet forringes, og kroppen når ikke at genetablere sig selv. Med andre ord – du kører dig selv ud.
Når din krop ikke når at reparere sig selv, er den svækket. Det svarer til at køre på en cykel, hvor dækkene er flade. De punkterer meget lettere. Og på samme måde tager din krop meget nemmere imod sygdom.
Ikke mindst, fordi at sygdom faktisk er din krops måde at få lov til at indhente den tabte regeneration på og hjælpe dig med at nå det – når nu du ikke selv har kunnet få kroppen ned i det rigtige gear.
Så ja, din krop vil hjælpe dig, og det er derfor, den bliver syg.
Styrk dit immunforsvar (især) indefra.
Stress kan være mange ting, men skyldes altid din oplevelse af bestemte ting. En stor opgave kan være stressende for dig – men ikke for din kollega, og et hyggeligt middagsselskab kan være stressende for din partner, men ikke for dig.
Altså: i hvilken grad du bliver stresset afhænger af, hvordan du oplever situationen.
Det er en god nyhed. For det betyder, at du virkelig kan gøre en kæmpe forskel overfor din krop ved at passe på dig selv og tage hånd om dine følelser.
Styrk dit immunforsvar på de her tre forskellige måder.
1. Lad være med at tage alt ind (det er ikke alt sammen dit).
Det gælder bakterier, men så sandelig også alt det bøvl og stress andre mennesker har.
Jeg ved, det er for at være sød, og fordi du gerne vil hjælpe dem, at du lukker deres følelser ind i dig, men det gør det faktisk bare mere besværligt for dem, og det belaster dit system.
Og du kan sagtens hjælpe dem uden at tage deres problemer på dig – bare spørg dem, hvordan de gerne vil hjælpes.
Mærk efter, om de følelser, du har, overhovedet er dine egne – der er ingen grund til at spilde din energi på dine forældres bekymringer for dig, eller din bedste vens boligssituation.
2. Hav tillid til din krop.
Når du kan mærke den der “åh, åh, det er godt nok lige ved at være op over”-følelse af, at du nok snart bliver syg, så lad denne gang være med at køre dig selv endnu mere op, fordi du lige tænker, du skal nå alting, inden du lægger dig.
Hav i stedet tillid til, at din krop fortæller dig, at du skal passe på dig selv lige på det tidspunkt, hvor det er en rigtig god idé at gøre det.
Åh men, så simpelt er det faktisk – og det hjælper dig i sidste ende til at styrke dit immunforsvar.
Din krop ved godt, hvad du har brug for, og jo bedre du bliver til at lytte og rent faktisk efterleve det, når din krop beder dig om noget, jo mere gnidningsfrit bliver dine sygdomsperioder.
3. Vær kærlig overfor dig selv.
Hvis du havde en chef, der behandlede dig på samme måde, som du behandler dig selv, hvordan ville du så have det med den chef?
Nogle gange er det faktisk dig selv, der kan være den allermest strenge i forhold til forventningsniveau, hvor meget du skal nå, og hvor hårde tingene behøver at være.
Og det er ikke nogen holdbar strategi. Hverken på kort eller længere sigt.
Hvis du virkelig har en ambition om at nå langt, så kræver det, at du også tænker langsigtet. Dit helbred, dit overskud, din motivation er hamrende vigtig. Så værn om den.
Det gør du ved at være kærlig overfor dig selv og din krop.